Stifter af vækstvirksomheden Amero, Kasper Smith, gør plads til medejer Jakob Højland som ny Administrerende Direktør i virksomheden. Det sker som en naturlig overgang i forlængelse af de senere års gode samarbejde mellem Kasper og Jakob, og skaber fundamentet for yderligere vækst.

De sidste to år har Kasper og Jakob delt rollen som Administrerende Direktør i Amero, og i januar 2021 blev Jakob medejer af Amero. Nu træder Kasper til side og gør plads til Jakob som Administrerende Direktør. Det sker i en gnidningsfri og succesfuld overgang, som muliggør, at de hver især gør det, de er bedst til.

Kasper Smith
“Jeg er stolt af, at vi er nået hertil, hvor vi er i dag. Som ejerleder er det ikke nemt at finde den rette person til at sætte sig i direktørstolen i det, der er mit hjertebarn, men jeg ved, at jeg i Jakob har den helt rette person til at træde ind i rollen som Administrerende Direktør og løfte Amero til et nyt niveau. Det er jeg taknemmelig for.”

Fra en lejlighed i Haderslev til 27 medarbejdere i Aarhus

Amero leverer simple og brugervenlige POS-løsninger, der via moderne hardware og software håndterer salgstransaktioner i forretninger og oplevelser. I 2011 startede Kasper Amero i sin lejlighed i Haderslev, hvor han blev forhandler af FlexPOS-kassesoftware og startede op med 10 kunder. Siden er der sket meget, og i dag er Amero 27 medarbejdere og har +1100 POS-løsninger fordelt på kunder i Danmark, Norge, Færøerne og Grønland. I marts 2021 tog Kasper et nyt skridt, idet han købte aktiemajoriteten i FlexPOS og blev Administrerende Direktør.

Klar rollefordeling er afgørende

I dag er Kasper tre dage om ugen hos FlexPOS og to dage om ugen hos Amero. Det har naturligt banet vejen for, at Jakob kan tage det sidste skridt op i Amero som Administrerende Direktør og har givet en rollefordeling mellem Kasper og Jakob, som i høj grad er afstemt.

Med en ny titel som Stifter & Direktør er Kaspers rolle i Amero centreret omkring retningen for Ameros produktpalette, hvor udviklingen af FlexPOS kassesoftware er en essentiel del af det. Samtidig er han fortsat en vigtig del af ledelsen i Amero, og han er konsulent og sparringspartner på komplekse POS-løsninger. Jakobs rolle har sit afsæt i den daglige ledelse, udvikling og drift af Amero, som berører alt fra ledelse af teamledere, leverandøraftaler og rådgivning af større POS-løsninger.

Den tydelige rollefordeling og seks års tæt samarbejde er fundamentet for den succesfulde overgang fra Kasper til Jakob. Det gør også, at de i højere grad bruger deres spidskompetencer, og netop det er en nøgle til yderligere vækst i Amero.

 Læs mere om Amero her

Jakob udtaler: “Kasper og jeg har en tæt relation, og jeg er glad for, at Kasper har tilliden til at give stafetten videre, for jeg ved, at det ikke er nemt som ejerleder. Jeg er glad for at han fremadrettet også spiller en afgørende rolle i Amero. for hans sparring og indblik i vores løsninger er uvurderlig.

Jeg ser, at Amero med vores POS-løsninger kan gøre en forskel for danske detailbutikker og attraktioner. Særligt fordi vi har opbygget et fantastisk team båret af en kultur med fire solide værdier, som er fundamentet for at give vores kunder gode oplevelser. Netop derfor har jeg en stor glæde som administrerende direktør i at udvikle Amero, hvor min fornemmeste rolle er at spille mine kollegaer gode, så vi sammen kan løfte Amero til et nyt niveau.”

Amero forventer rekordomsætning i det indeværende regnskabsår 2021/2022 samt en yderligere medarbejdervækst.

Hent pressemeddelelse i PDF-format her.