Amero udnævner Jakob Højland til Co-CEO og deler CEO-ansvaret med Kasper Smith, der er iværksætter og stifter af Amero. Udnævnelsen afspejler et stærkt partnerskab, som har udviklet sig løbende, siden Jakob Højland tiltrådte Amero i 2016.
Amero blev stiftet af Kasper Smith i 2011 og leverer kassesystemer til små og mellemstore virksomheder, særligt inden for detailhandel og attraktioner. Amero hjælper kunderne til at digitalisere salget i de fysiske butikker, så butikkerne kan være nytænkende og give den bedste kundeoplevelse.
Ameros innovative løsninger er kendetegnet ved, at de kan tilpasses til de forskellige branchers krav, samt at der er en høj grad af automatisering gennem integrationer til webshops, økonomisystemer og lager.
Amero har med udnævnelsen af endnu en CEO gjort som flere andre succesfulde SaaS-virksomheder. Samtidig er det en atypisk konstellation, da langt de fleste virksomheder har én CEO. Det giver mening for Amero som en vækstvirksomhed, der jagter flere Gazellepriser, da Kasper og Jakob får en tydelig rollefordeling, hvor de har ansvar for det, som hver især motiverer dem mest, og hvor de skaber de bedste resultater.
Kasper er som iværksætter motiveret af udviklingen af Ameros forretningsløsninger, så Amero kan blive ved med at skubbe til grænserne for, hvordan Amero skaber værdi for deres kunder. Kaspers titel bliver Co-CEO – Product & Innovation, og han får ansvar for innovationen af Ameros løsninger og samspillet med Ameros software-partnere, hvor FlexPOS, der leverer Ameros POS-software, har en særlig vigtig rolle.
Kasper Smith udtaler: “Jakob og jeg har kørt parløb i over 3 år, og han har et indgående kendskab i forretningen. Han er en uvurderlig sparringspartner i dagligdagen, så udnævnelsen af ham til Co-CEO er et naturligt næste skridt i samarbejdet. Jeg ønsker at udfordre vores løsninger, så vi er de skarpeste på markedet, og vi kontinuerligt bidrager til en øget digitalisering i de fysiske butikker for at styrke deres konkurrenceevne. Jakobs nye rolle giver mig mulighed for at øge mit fokus på det.”

Jakobs passion ligger i at udvikle og motivere medarbejderne i Amero, hvor det er medarbejderne og deres trivsel, som er hjørnestenen for Ameros vækst. Samtidig er Jakob motiveret af at rådgive kunder om komplekse løsninger, og sikre en sund økonomi i virksomheden. Han kommer til at varetage den daglige ledelse og drift af Amero, hvor han har ansvaret for lederteamet, samt Ameros salgsteam og udviklingsteam. Jakobs titel bliver Co-CEO – Operations & Sales.
“Jeg ser frem til at fortsætte mit fremragende samarbejde med Kasper og få formaliseret den virkelighed, som allerede er her i dag, hvor Kasper og jeg træffer beslutningerne i fællesskab. Det motiverer mig meget, at jeg, i endnu højere grad i fremtiden, kommer til at arbejde med at hjælpe alle medarbejdere med at trives og lykkes i Amero, samtidig med at vi har fokus på at levere verdensklasse løsninger til vores kunder.”, udtaler Jakob Højland.
Beslutningen om at udnævne Jakob til Co-CEO formaliserer, hvordan samarbejdet mellem Jakob og Kasper er i dag, hvor strategiske beslutninger træffes i enighed.
Amero er i dag den største FlexPOS-partner med +600 kunder. I 2019 ansatte Amero 6 nye medarbejdere, og de fik deres første Gazellepris. Med et stærkt team på i alt 20 medarbejdere sætter Amero nu jagten ind på flere. I morgen, fredag den 31. januar, afholder Amero reception for at fejre udvidelsen af lokaler, Gazelleprisen og nu også det nye partnerskab mellem Kasper & Jakob. Alle er velkommen til åbent hus mellem kl. 14-17 på Ved Lunden 9, 8230 Åbyhøj. Læs mere om receptionen her.