Hos Amero følger vi altid med i, hvad der rører sig i detailbranchen og hvordan udviklingen påvirker vores marked og vores kunder. Vi vil gerne videreformidle den viden, så du er sikret interessante nyheder fra detailbranchen, set med en butiks øjne. Amero finder frem til de nyheder, som du som butiksejer eller butiksmedarbejder kunne have mere interesse i. Håndgribelige råd og gode tricks, samt udviklingen og tendenser i detailmarkedet er vores fokus.

NR. 1: Tip: God service giver kunden gratis merværdi!

Vi har før skrevet om at dårlig service koster kunder. Ofte skal der ikke meget til at vende dårlig service til god service. Leon Birdi prøver med sit blogindlæg at forklare, hvorfor det er så vigtigt for butikkerne at opretholde en god service. I sidste ende handler det nemlig om værdi for kunden og dermed din forretning og dit overskud.

Værdien for kunden er ifølge Leon opbygget af tre elementer:

1. Kvaliteten

2. Oplevelsen

3. Prisen

Skal du sænke prisen eller øge varens kvalitet, så koster det dig penge, da dit dækningsbidrag vil falde via en højere kostpris eller en lavere salgspris. Altså har du kun ét godt sted at fokusere på, som giver kunden mere værdi uden at koste dig penge, nemlig oplevelsen.

Læs mere her: En formel om service – og hvorfor Løkke får tæv af Helle. Det kan du bruge i dit firma…

 

NR. 2: Swipp angriber MobilePay på prisen

Som butiksejer kan det være svært at vælge mellem MobilePay og Swipp. Du behøver heller ikke vælge, da butikkerne sagtens kan modtage begge typer betalinger. Hvor MobilePay i høj grad har målrettet forbrugerne og derved skabt en naturlig efterspørgsel for betalingsmidlet i butikkerne, så prøver Swipp nu at gå gennem butikkerne ved at sætte lavere indløsningspriser. For forbrugeren er prisen den samme, men for butikkerne vil der være penge at spare ved Swipp. Teknologien ligger dog endnu ikke på plads, så indtil videre er MobilePay langt foran, når det gælder betaling i butikkerne, men der forventes fremskridt i løbet af sommeren.

Man kan derudover overføre op mod 10.000 kr. med Swipp pr. dag, hvor man med MobilePay kun tillades at overføre op til 2.000 kr. Det kan derfor give naturlige begrænsninger i nogle brancher. Fra butikkerne vil man med Swipp tage mellem 40-60 øre per betaling, mens Danske Bank tager 1 % af beløbet for den samme service- dog maksimalt 5 kroner.

Læs mere her: Nu vil Swipp give MobilePay kamp til stregen

 

NR. 3: Kender du reglerne for at have ungarbejdere ansat?

Har du i sommerperioden, eller generelt, ansatte som er under 18 år, så bør du kende til disse regler. Hvis ikke, så vil det være fornuftigt at læse lidt videre her og evt. følge nedenstående link for nærmere information. Jobpatruljen er nemlig på tur de næste ca. 6 uger for at tjekke op på virksomheder rundt om i landet. Se i linket hvor og i hvilke perioder.

Du finder desuden svar på, hvad du som arbejdsgiver og virksomhed har af ansvar, samt en række basale punkter under “Værd at hvide om krav til unges arbejdsforhold”. Du får svar på hvornår og hvor meget unge mellem 13-18 år må arbejde.

 

NR. 4: 10 populære tips til markedføring på digitale platforme

Digital Works har samlet 10 af deres mest populære tips og råd omkring markedsføring på digitale medier målt på popularitet blandt deres læsere. Laver du digital markedsføring i forbindelse med din forretning, så var der måske også et tip eller to som du kunne nyde godt af.

De kigger bl.a. på, hvordan man kan bruge sociale medier som Facebook og Instagram, hvorfor folk unliker brands på sociale medier og meget mere.

Læs mere her: De 10 mest populære tips til digital marketing

 

NR. 5: Ideer og tendenser omkring butiksindretning

Detailfolk.dk har fået arkitekten Anne Bak Weibel til at komme med bud på, hvilke tendenser, som er værd at være opmærksom på i detailbranchen. Nogle kender du måske og andre ikke. Nogle tendenser kunne passe ind i din butik, mens andre kan bruges til at tage ved lære af. Anne nævner eksempelvis specialbutikkerne, hvis største force er at forstå kundens behov, mens ekspedienten føles som kundens ven via deres fælles passion. Driver du din butik med passion? Gør dine ansatte?

Anne taler om at blive mere bevidst omkring hele kundens oplevelse i butikken. Lægger din butik op til, at kunderne har lyst til at være der, eller har du fokus på at få dem videre i en fart? Gør du noget for kunderne, mens de er i butikken? Hertil kommer hun med sine bud på, hvad vi kommer til at se meget mere til. Måske det kunne give dig et par ideer at arbejde videre med.

Læs mere her på detailfolk.dk: Butiksindretning: Disse tendenser skal du holde øje med