Glædelig jul og godt nytår!

Vi vil gerne takke jer alle for et godt år 2015, som for Amero har været godt og succesfuldt. Kundebasen såvel som Ameros størrelse og team er vokset og en række forskellige tiltag blev lanceret. Vi håber, at det for jer også har været et godt år.

Udvidelse af teamet

I løbet af året har Amero fået to nye medarbejdere. Den ene er vores salgskonsulent Mads Vesterdal, som mange af kunderne allerede har stiftet bekendtskab med. Mads arbejder med salg og support, og sidder altid klar til at hjælpe.

Den anden nye ansat er Theis Mikkelsen, som arbejder som softwareudvikler. Theis sikrer, at vores webintegrationer fungerer og programmerer specialløsninger til kunderne. Han har allerede bygget nye versioner af vores webintegrationer til Prestashop, Magento og DanDomain, som allerede nu kører ved en række af vores kunder.

4. januar 2016 starter også Steffan Bak på holdet. Steffan kommer også til at have meget kundekontakt, så fra det nye år vil han også besvare opkaldene, når I ringer ind. Ham skal I glæde jer til at få i røret!

Nye tiltag og muligheder

I 2015 har vi også lanceret vores webshop. Her sælges hardware løst, hvilket giver en større volumen, som kommer os alle til gode. Det kan give os lavere indkøbspriser og giver kunderne mulighed for nemt og hurtigt at bestille de nødvendige materialer hjem. Eksempelvis har volumen gjort, at Amero har kunnet sætte bonpapiret 100 kr. ned, så I nu kan bestille en kasse med 50 ruller for 500 kr.

Det var også i år, at vores kundeklub fik sit gennembrud. Med en kundeklub får I muligheden for at gøre jeres tilfredse kunder til loyale kunder, hvilket giver stor værdi for din butik. Mange har allerede taget den godt til sig, og vi håber, at den stigende udvikling vil fortsætte efter nytårsskiftet. Hvis I ønsker at se, om det er noget for din butik, så kan vi opsætte en gratis online prøveversion, hvor du kan se systemet og teste de fleste funktioner af.

Flere funktioner og betalingsløsninger

Hos FlexPOS-teamet, som udvikler kassesoftwaren, er der ligeledes sket meget nyt. Også her er holdet udvidet med to ekstra mand, som skal videreudvikle hele platformen og mulighederne hermed. De fleste kunder har nok allerede opdaget en række nye muligheder i backenden i løbet af året, herunder nye rapporter, gavekort, nyheder og senest dashboardet, der giver dig et hurtigt indblik i butikkens salg.

Vi har fået kontaktløs betaling på betalingsterminalerne, mens FlexPOS er blevet certificeret som officiel MobilePay-partner. Det betyder, at vi kan tilbyde vores kunder den nyeste betalingsløsning i form af MobilePay POS. Det er vi enormt stolte af og 2016 byder kun på endnu flere funktioner, forbedringer og en række tilføjelser på kassen.

Vi håber, at I alle får et godt nytår og kommer godt ind i det nye år. Må 2016 blive et godt år for jer alle sammen!